torsdag den 2. august 2012

Forberedelse af EUROSCOLA

Det er yderst vigtigt at eleverne er rigtig godt forberedt på deltagelsen i EUROSCOLA.
Det kan anbefales at man som skole fokuserer på at forberede alle eleverne, så de får fuldt udbytte af deres besøg. Nogle skoler vælger at lave ansøgningsrunder så det er skolens EU interesserede elever som får mulighed og andre skoler vælger at rejse med en klasse og dermed nemmere at kunne tilpasse det den daglige undervisning i  samfundsfag mm.


Forberedelsen:
- Det gælder først og fremmest baggrundsviden om EU's institutioner, lovproces, EU medlemslande osv.
- Herudover er det vigtigt at eleverne er rigtig godt inde i det af de fem temaer, som den enkelte elev har forberedt sig på. Skolen får i god tid før deltagelse tilsendt materialer med de fem temaer, som vil være omdrejningspunkt for arrangementet.
- På følgende blog kan I finde inspiration til EU-undervisningen

Esben Mathiasen, Aabybro Ungdomsskole skriver:

Vi var med på Euroscola i februar, og efterfølgende evaluering gav følgende erfaringer, som vi kan give videre.
  • Det kræver god forberedelse, hvis man vil have mere ud af deltagelsen end blot at lytte. En aktiv indsats kræver, at man minimum har brugt 10 - 15 uv- lektioner. Den enkelte elev skal have et skriftligt oplæg med for at kunne komme til orde.
  • Flere delltagere fra andre lande har været igennem udvælgelsesprocesser, hvor de dygtigste er blevet valgt ud til deltagelse - dette gør, at almindelige elever kan føle sig underlegne - især sprogligt. Her er det vigtigt enten at udvælge de der kan klare sig sprogligt eller at man forbereder elever godt på, at de andre skoler er repræsenteret af dygtige elever.
  • Påklædning - vores elever kom i deres skoledragt (træningstøj) og følte sig lidt ved siden af, da ca. halvdelen af de andre elever var iklædt fint tøj - for drengenes vedkommende skjorte og slips, og for pigernes vedkommende skjorte og nederdel samt stiletter. De var blevet pålagt dette af deres lærere.
  • Marker tidligt - i salen er det vigtigt at man markerer fra første øjeblik, da kun få kommer til orde. Dette ved de erfarne skoler, hvorfor de vælger at placere deres elever forskellige steder i salen, da de ved at der ikke bliver valgt elever der sidder lige ved siden af hinanden. Desuden har de hjemmefra forberedt spørgsmål som de kan stille i salen til aktuelle emner.
Alt i alt havde vi dog en god tur. Bare det at opleve atmosfæren, og møde elever fra andre skoler og se parlamentet er oplevelser der er værd at tage med uanset fagligt niveau. Desuden er EU-medarbejderne meget dygtige og gode til at tage sig af eleverne.

1 kommentar:

  1. Mejlby Efterskole er en Ordblindeefterskole, hvilket betyder, at mange af vore elever har meget svært ved at begå sig på engelsk.Imidlertid er vore elever lige så meget EU-borgere som alle andre unge i Europa og derfor fandt vi det relevant at sende 24 elever og 3 lærere til Strasbourg.
    Det VAR svært for dem at forstå de lange taler og det var også indimellem voldsomt kedeligt, og de havde svært ved at begå sig overfor de meget sprogbegavede unge fra de andre europæiske lande - både i gruppearbejdet og plenarsalen. Men en af vore elever præsenterede skolen på linje med alle de andre præsentationer - og selvom det ikke var på et formfuldendt engelsk, så kom budskabet ud - og vi var stolte på hans vegne, at han turde stille sig op i Europaparlamentet overfor flere hundrede unge fra hele Europa og sige at han var " dyslectic".
    Det kom lidt bag på os voksne, at vi var så lidt sammen med eleverne, som det var tilfældet. I grupperne var der 4 fra hver skole, så det er en god idé at sørge for, at der i ens egne grupper i alt fald er 1 elev i hver gruppe, der tør sige noget på engelsk.
    Det, at eleverne var " på egen hånd " i Parlamentet, betød at oplevelsen blev endnu stærkere for eleverne; de var virkelig kommet ud i den store verden i en meget fornem bygning.
    I gruppearbejdet fik flere af vore elever faktisk sagt noget - og deres egen oplevelse af deres deltagelse i Europa Parlamentet var helt klart, at det var kedeligt i perioder, men at de havde turdet - og det flyttede dem mange meter. Elevernes viden om Parlamentet er også mangedoblet efter besøget og jeg fornemmer, at EU er blevet lidt mere vedkommende, end det var før turen.
    Vi brugte noget tid hjemme på skolen før turen -på at forberede eleverne på de emner, vi havde fået tilsendt og aftenen inden dagen i Parlamentet, øvede vi på vores " Auberge".
    Udover det faglige er det en god idé at forberede eleverne på, at de skal gøre noget ud af deres påklædning, når de skal på besøg i Parlamentet. Langt de fleste af de andre unge er trukkket i stadstøjet, lige fra miniskørter til skoleuniformer, og vore elever kan nemt komme til at føle sig underdressed, hvis ikke de på forhånd ved lidt om, hvordan de andre gør.
    Vi var glade for, at vi valgte at bruge dagen inden Parlamentsbesøget på at se på Strasbourg. Det er en meget charmerende by , og den gamle bydel er tilpas overskuelig til, at eleverne nemt kunne finde rundt på egen hånd. Vi besøgte naturligvis den imponerende " Notre Dame" og vi tog eleverne med på en sejlads på Rhinen, hvilket var en rigtig god oplevelse og ganske billig.
    Sammenfattet havde vi en rigtig god tur, vi blev særdeles godt behandlet i Parlamentet, Strasbourg er bestemt et besøg værd, eleverne fik brugt deres sparsomme engelsk - også når de handlede med de afrikanske gadesælgere ! og deres viden om Eu er mangedoblet.

    SvarSlet